Den royale magi

Når jeg som lunken royalist alligevel støtter det danske kongehus hænger det blandt andet sammen med at jeg egentlig godt kan lide den magi der er omkring de royale begivenheder. Ikke fordi at jeg har stået i kø hver gang, men jeg var med til Kronprins Frederik og Mary’s bryllup, Tvillingernes barnedåb og Dronningens 40 års jubilæum. Godt nok mest for at tage billeder, men ellers havde jeg nok set det på TV, for der er nu noget specielt over de royale begivenheder. Og en almindelig begivenhed bliver lidt mere speciel når der er kongelig deltagelse. Det så man jo da Kronprinsesse Mary optrådte live fra Afrika midt i et indsamlingsshow. Jeg har bare noget med det storslåede. Måske er det derfor jeg holder af Jim Steinman’s musik. Som han udtrykker der “I start from extreme and I go from there. Kongehuset er “Over the top” på samme måde som Jim’s musik. Der er på mange måde lidt gråt og kedeligt i Danmark, men engang i mellem kommer der en guld-karet forbi og stråler lidt op i hverdagen.

Jens Høvsgaard, som har skrevet den monarki-kritiske bog “Det koster et kongerige”, argumenterer for at kongehuset bruger for mange penge og godt kunne klare sig med lidt mindre. Det kunne de helt sikkert, men ville det så være et rigtigt monarki ? Jeg er sikker på at hver dansker kunne spare 1 eller 2 kroner om året hvis kongehuset spændte livremmen ind, men så synes jeg ideen med kongehuset går lidt af. Dronning Margrethe kunne godt ankomme i en Movia bus i stedet for en guldkaret, men det ville altså bare ikke være det samme. Skal vi have et kongehus så skal det gøre ordentligt.

Steen

Author: Steen