Der er mange der argumenterer for en afskaffelse af kongehuset og ikke alle argumenterne er lige lødige. Argumenter som at det skal afskaffes fordi Mary køber for mange sko, kan jeg slet ikke tage seriøst. Der er dog andre som jeg synes det er værd at beskæftige sig med:
Monarkiet er udemokratisk ?
I grunden er dette hovedargumentet og det er ikke helt forkert når man siger at de ikke er demokratisk at titlen som statoverhovede går i arv, men spørgsmålet er om det er noget problem så længe at magten kun er formel. Det er næsten 100 år siden at en monark har brugt sin formelle magt, nemlig ved påskekrisen i 1920, hvor Christian X afsatte regeringen. I dag kender kongehuset deres plads og det synes jeg fungerer fint. Alligevel ville det ikke genere mig hvis man på stemmesedlen til folketingsvalg kunne tage stilling til om man stadig havde tillid til den siddende monark og hvis et flertal stemte nej fik folketinget til opgave at finde en anden løsning. Så kunne vi også tage debatten i valgkampen i stedet for at den til tider ødelægger de store begivenheder.
Kongefamilien har ikke ytringsfrihed ?
I Danmark har ALLE ytringsfrihed ifølge Grundlovens §77. Det gælder også Kongehuset. At vi så har en tradition for at de ikke blander sig i politik er en anden sag, men de kunne hvis de ville. At de ting man siger kan have konsekvenser for en selv, ens familie og ansættelsesforhold gør sig gældende for enhver borger. Der er efterhånden mange eksempler på at man kan miste jobbet ved at sige noget forkert. Der var mange der skreg om ytringsfriheden da Boldklubben OB’s polskfødte målmand Arek Onyzcko fik pedalen efter at han havde skrevet nedsættende om homoseksuelle, men ytringsfrihed betyder at man ikke kan straffes for sine holdninger. Ikke at alle skal klappe i hænderne over det man siger.
Kongefamilien kan ikke straffes ?
Den er jeg med på. Ingen mennesker skal være over loven.
Kongehuset koster for meget ?
En påstand der er lige så svær at bevise som at modbevise. For at finde kongehusets pris skal man først finde forskellen på at have en monark og en præsident. Det var givetvis være dyrere med en monark, men der er også udgifter ved en præsident. Dernæst skal man ud på den umulige opgave at vurdere hvor meget kongehuset indbringer i repræsentationsværdi. Der har været mange der har giver meget høje tal for hvor meget kongehuset betyder, mens andre mener at det intet betyder. Fakta er dog at det som regel er erhvervslivet som presser på for at få de kongelige med da der er noget mere opmærksomhed ved et royalt besøg. Lige meget hvordan man beregner som kan den totale omkostning ved kongehuset næppe svinde sig over et eller 2 poser Matadormix om året. Der er nok andre steder hvor enge fosse mere ud som hulemanden engang har sagt. For mit eget vedkommende er det største argument for at afskaffe kongehuset at nogen skal fødes ind i fotografernes blitzlys. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre liv end et hvor alt hvad man gør kommer i Se og Hør, men jeg tørster mig med at de selv har retten til at sige fra, så det er ikke min beslutning.